søndag den 17. august 2014

Weekend i Rocky Mountains

I sidste weekend var vi i Rocky Mountains. Vi kørte op til Eddies forældre, som bor i Rocky Mountains, lørdag morgen. Da vi så kom lørdag middag, var Hilary's søster Megan også kommet. Vi spiste hotdogs og hamburgers, og så kørte Hilary, Eddie, Theresa og jeg på road trip i Rocky Mountains. Vi kørte kun 5 minutter, da vi så, en masse folk var stoppet op. De stod og tog billeder af en kæmpe vild elg. Vi stoppede også op og tog billeder. Den var så tæt på, og det var så vildt at se en vild elg, som var så stor. Vi kørte videre op ad bjergene og stoppede nogle forskellige steder for at tage billeder. Det var noget af det flotteste, jeg har set! Bjergene var bygget op af kæmpe rød/orange sten. Vi kørte hele vejen op til Rocky Mountains National Park. Derefter vandrede vi op til toppen af bjerget. Vi stod nu 12.000 feet(3600 m) over havet. Det var en rigtig flot tur! På vej hjem tog vi til Estes Park(en hyggelig lille turist by) og fik en is.

Det var lidt sent, da vi kom hjem, så vi satte os bare til at spille et spil. Spillet hedder Mexican Domino, og det er faktisk ret sjovt. Jeg har spillet det to gange nu. Det var ekstra sjovt, fordi jeg vandt...! Jeg fik snakket meget med Eddies mor. Hun er sådan en rigtig amerikansk lady. Hun har accenten, håret, make-upen og så er hun bare super åben.

Dagen efter stod vi op og kørte hen for at spise morgenmad - pancakes og scrambled eggs. Da vi kom hjem, gjorde jeg mig klar til at få taget senior pictures. Det er en stor ting herover! Senior pictures er billeder seniors får taget til "The Year Book". De skal være perfekte! - det rigtige sted, solen skal ramme rigtigt, dit hår skal sidde, farverne skal spille osv. Det var dog ret sjovt, haha... Jeg fik lov til at være model for nogle timer. Alle stod rundt om mig og hjalp til at det spillede, som det skulle. Eddie har alt kamera udstyret! Eddies mor rendte også rundt med sit lille kamera og tog billeder af mig og bad mig stille mig foran hendes bil. Hun var så sød, haha. Vi kørte hjemad, og på vejen hjem stoppede vi op ved en flod og fik taget et rigtig godt billede af mig. Det bliver nok mit senior picture. Jeg vil ligge billederne op senere, når Eddie har redigeret dem helt færdigt - de skal jo være perfekte.

Alt i alt en rigtig god weekend!!

- Calle



fredag den 8. august 2014

Min første dag

Jeg vågnede kl. 10.30, og så lavede Eddie rigtig amerikansk breakfast. Med rigtig gode hjemmelavede pancakes. YUM! Theresa var på arbejde, så det var bare Hilary, Eddie og jeg. Kl. ca 12.30 hentede vi Theresa på hendes arbejde og kørte hen på Hilary's og min high school for at lave min schedule. Det bedste fag, jeg har fået, er styrketræning! Og det har jeg tre gange om ugen. Well, skolen er virkelig stor! Den er ligesom sådan en high school, man ser på film. Jeg glæder mig virkelig til at starte i skole på mandag!

Da vi kom hjem fra skolen, holdt Hilary's venner, Shannon og Tori, ude foran huset. Shannon og Tori går også på Chaparral High School. De skulle aflevere et eller andet til Hilary, så dem fik jeg lige hilst på. Da de så havde afleveret det, spurgte de, om jeg ville med ud at køre. Jeg sagde selvfølgelig ja! Det var så fedt! Den måde de amerikanske unge hænger ud på er virkelig cool! Vi kørte bare rundt i Hilary's ven Shannon's car og hørte højt musik og snakkede. Hun havde lige fået nye basser i hendes bil, så det rungede bare i hele bilen. Det er virkelig vildt, at de er 16 og kan køre! Vi startede lige med at køre lidt rundt, da Shannon skulle tanke og hæve penge, og efter det kørte vi hen til deres "hang out spot". Der købte vi en "Raspberry slush", og så holdt vi bare der og snakkede. Det var så fedt!!!

Da vi kom hjem kørte Hilary og jeg i fitness. Eddie er dommer, så hans familie kan bare komme gratis i fitness, svømmehaller osv. Det var en god måde at lære Hilary lidt bedre at kende!

Da vi kom hjem, gav jeg dem mine gaver. De var meget glade for dem! Jeg havde lavet en dansk kogebog, købt noget Johan Bülow chokolade, købt en hoptimist, fundet skaller på en dansk strand mm. Jeg har også lavet en film om mit liv i Danmark. Den var de meget begejstret for!

Dagen sluttede selvfølgelig af med en American football game. Denver Broncos spillede mod Seattle Seahawks. Eddie lærte mig alle reglerne!

PS. tro det eller ej, men det er faktisk allerede svært for mig at skrive dansk!

- Calle

Rejsen herover

Jeg kan starte med at sige, at rejsen herover tog 27 timer, og jeg sov en time, haha... Så det var en meget lang rejse! Men den var god. Det var rigtig hyggeligt at være sammen med så mange andre udvekslingsstudenter, som skulle samme sted hen som mig. Og så var det ekstra dejligt at en af mine bedste veninder(Josephine) også var med. Hun skal være udvekslingsstudent i Michigan, så vi kunne flyve sammen hele vejen til Washington.

Haha, flot billede af mig og Josephine! Love u

Rejsen herover startede jo med et svært "på gensyn". Der stod vi 67 udvekslingsstudenter, forældre, søskende osv og græd. Lige pludselig sagde YFU "Så nu har i 15 minutter til at sige farvel". Det var ikke lang tid nej... Men jeg føler, jeg fik sagt ordentlig "på gensyn" til mor, far og Amalie. Og så er det jo kun 10 en halv måned! ;-)

Efter vi havde sagt "på gensyn", gik vi ned og checkede ind og så begyndte det for alvor! Men så alligevel ikke. For vi havde ikke rigtig nogen ide om, hvad der skulle ske. Når, men vi startede så med at flyve til Frankfurt, efter det fløj vi til Washington, og efter det fløj vi 6 udvekslingsstudenter til Denver. 3 af os skal bo her, og de andre 3 skulle bare overnatte.

Så kom det store øjeblik, hvor jeg skulle møde Hilary, Eddie og Theresa for første gang! De stod lige der, hvor jeg kom op af rulletrapperne. De havde taget balloner med og lavet et kæmpe banner, hvor der stod "Welcome to Denver", og så havde de lavet nogle små trekanter, hvor der stod "Caroline", men et bogstav på hver trekant. Det var en rimelig vild følelse, der gik gennem mig. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg tænkte... Men jeg kunne i hvert fald se, at de var glade! De var i hvert fald ikke skuffede ;-). Så det var en rigtig god oplevelse!



Efter jeg havde fået min bagage, tog vi lige hurtig på restaurant. Jeg havde ikke fået noget rigtigt at spise på hele flyturen, eller jeg fik nogle chips... Det er virkelig sjovt så hurtigt amerikanere spiser. Du når lige at sætte dig ned, og så går der et kvartet, og så er du færdig. Men det var dog alligevel hyggeligt! Da vi så kom hjem, faldt jeg i søvn lige med det samme... Zzzzzz

- Calle

Hvor skal jeg bo?

Hilary, Eddie og Theresa sendte mig en video af deres hus, da jeg stadig var i Danmark, så den kan i bare få lov til at se. Det er lidt lettere end, hvis jeg skal til at beskrive og lægge billeder ind af huset.
I skal bare trykke på linket for at se det! ;-)

https://www.youtube.com/watch?v=_ZHOrZ-EJkw&feature=youtu.be

- Calle 

lørdag den 2. august 2014

Min værtsfamilie

Ikke alle har hørt om min værtsfamilie. Så derfor vil jeg lige fortælle lidt om dem.

Min værtsfamilie består af en mor(Theresa), en far(Eddie) og en pige(Hilary). De har dog også en pige(Megan) og en dreng(Matthew). De er bare flyttet hjemmefra, men bor ikke særlig langt væk. I familien er der også en rigtig sød golden retriever, som hedder Lola. 

Hilary er en pige på 16 år(ligesom mig). Hun spiller meget fodbold og er meget sammen med sine veninder og venner. Hilary virker rigtig sjov og sød! Jeg har skrevet med hende hver dag i flere uger. 

Theresa arbejder som lærer. Hun er meget smilende og virker også meget omsorgsfuld. Jeg tror, hun bliver en rigtig god "mor", som jeg kan få nogle gode snakke med. 

Eddie arbejder som software ingeniør, så han er rigtig teknisk ligesom mig selv. I hans fritid er han bl.a. dommer. Han går nemlig også meget op i fodbold. Han er også meget smilende og virker som en rigtig god far.

Deres familie minder i det hele taget meget om min egen. De er en familie, som laver mange ting sammen. 

Jeg er rigtig glad for, at jeg skal bo hos dem! De virker så søde allesammen, og jeg tror, jeg kommer til at passe rigtig godt ind i deres familie. Jeg føler mig heldig! 

Det øverste billede er af Eddie, og det nederste er af Hilary, mig og Theresa



- Calle

4 dage til!!

Hey familie, venner og andre!

Nu har jeg fået min blog op at køre. Herinde vil jeg skrive om de oplevelser, jeg får gennem mit udvekslingsophold i USA. Jeg vil også lægge nogle billeder og videoer ud, så I rigtig kan få fornemmelsen af, hvordan det er. 

Det bliver en "uformel" blog ;-)  

I dag er der under 4 dage til, at jeg sætter mig ind i flyvet og begynder min rejse i USA! Jeg er simpelthen så spændt! Hele dagen i dag er gået med pakning og prioritering. Det er altså alligevel svært at få tøj og sko til et år ned i en kuffert, som maks må veje 23 kg.... 

Den sidste uge er gået med at sige "på gensyn" med alle mine nærmeste. Det har været nogle rigtige hyggelige stunder, vi har haft. Det var dejligt at få sagt ordentligt "på gensyn", inden jeg tager afsted. Det har dog også været hårdt. Det blev til nogle tåre..... Men så er det jo godt, det "kun" er 10,5 måned og ikke et helt år! 

Jeg håber, I vil følge med på min blog i tidens løb, og I er også velkomne til at skrive kommentarer med spørgsmål eller andet! 

- Calle